Forretningsorden for HK Luftfart (Branchesektion Luftfart - BSL)
§ 1
Denne forretningsorden er fastsat af HK Luftfarts bestyrelse.
§ 2 Ordinære møder
HK Luftfarts bestyrelse afholder ordinært møde den 2. tirsdag i hver måned, dog ikke i juli.
Mødet har referat fra foregående møde og økonomi som faste punkter på dagsordenen.
Andre
punkter som bestyrelsesmedlemmer ønsker optaget på dagsordenen,
meddeles formanden eller sekretariatet senest 8 dage før mødet.
Formanden eller Næstformanden udarbejder dagsorden for mødet som
udsendes sammen med bilag, af sekretariatet – og som skal være HK
Luftfart – bestyrelsen i hænde mindst fem hverdage inden mødet.
Dirigent rollen går på skift blandt de bestyrelsesmedlemmer der ønsker rollen.
§ 3 Dagsordenen for ordinære møder
Dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Godkendelse af referat fra foregående møde
4. Udstående emner / sager
5. Faglige sager
6. Info. fra næstformand/formand/udvalg.
7. Økonomi.
8. Bordet rundt.
9. Politiske/ Faglige emner / Temadebat
10. Kommentarer og spørgsmål til orienteringsmateriale
11. Evt.
De faste punkter på dagsordenen kan suppleres med yderligere emner efter behov.
§ 4 Beslutningsdygtighed
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 10 bestyrelsesmedlemmer er til stede og alle er orienteret om mødet.
§ 5 Afstemningsregler
Alle
beslutninger vedtages med almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af
stemmelighed ved afstemninger i bestyrelsen bortfalder forslaget.
Afstemninger skal på begæring af 1 bestyrelsesmedlem ske skriftligt.
§ 6 Ekstraordinære møder
Ekstraordinære bestyrelsesmøder afholdes så ofte formand for HK Luftfart eller mindst 5 af bestyrelsesmedlemmer ønsker det.
§ 7 Referat
Der udarbejdes for hvert bestyrelsesmøde et beslutningsreferat.
Referatet indeholder beskrivelse af dagsordenspunktet, et kort resume af sagens behandling samt bestyrelsens beslutning.
Bestyrelsesmedlemmer kan få særstandpunktet anført i referatet, når anmodningen herom bliver fremsat på mødet.
Referatet udsendes til bestyrelsen senest 7 arbejdsdage efter mødet.
§ 8 HK Luftfarts ledelse
Med
virkning fra sammenlægningstidspunktet (1. september 2008 og frem til
delegeret mødet i 2013) udpeges en branchesektionsbestyrelse på 15
medlemmer efter følgende principper:
Luftfartsfunktionærerne
udpeger 8 medlemmer, og HK/Privat 7 medlemmer. Det tilstræbes, at flest
mulige tillidsrepræsentanter fra de største virksomheder indgår i
bestyrelsen, ligesom der tages geografiske hensyn.
Afgår
formand, næstformand eller et bestyrelsesmedlem, erstattes den
pågældende af et medlem fra samme valggruppe. Med valggruppe menes
Luftfartsfunktionærerne hhv. HK’ere.
Branchesektionsbestyrelsen
(på 15) konstituerer sig selv på sammenlægningsdagen med en formand og
en næstformand. Formanden og næstformanden skal komme fra hver sin
valggruppe. Denne konstituering er også gældende som konstituering i
forlængelse af delegeretmødet i 2009 for en 4-årig periode.
I
forbindelse med konstituering af formand og næstformand i HK Luftfarts
bestyrelse er der aftalt, at formand og næstformand skal komme fra hver
sin organisation.
Formanden for HK Luftfart vil fra
sammenlægningstidspunktet blive medlem af HK/Privats sektorbestyrelse.
Herudover vælger branchesektionen yderligere et medlem fra den modsatte
valggruppe af formanden.
Ved delegeretmødet i 2013 vælges 15
medlemmer til HK Luftfarts bestyrelse. Alle delegerede stemmer om alle
opstillede kandidater – uanset deres oprindelige
organisationstilhørsforhold.
Der vælges endvidere 5 suppleanter
til HK Luftfart bestyrelse. Alle delegerede stemmer om alle opstillede
kandidater – uanset deres oprindelige organisationstilhørsforhold.
Afgår et bestyrelsesmedlem indtræder en suppleant i den række, de blev
valgt i ved suppleantvalget. (Den med flest stemmer er førstesuppleant
o.s.v.). Er der ikke flere suppleanter foretages suppleringsvalg.
Bestemmelsen
om at bestyrelsen på 15 personer skal bestå af 8 medlemmer blandt de
oprindelige LFF’ere og 7 HK’ere er gældende frem til 2013 - uanset
eventuelle ændringer i tidspunktet for de planlagte kongresser og
delegeretmøder eller eventuelle vedtægtsændringer. Dette gælder også
for suppleringsvalg, hvorved forstås, alle valg som har til hensigt at
erstatte en afgået/afgående medlem af HK Luftfarts bestyrelse på 15.
Ved efterfølgende valg – herunder suppleringsvalg – vælges efter de almindelige regler i HK/Privats vedtægter.
§ 9 Forhandlingskompetence
HK
Luftfart tildeles en udvidet forhandlings- og underskriftskompetence i
forhold til de gældende regler for øvrige branchesektioner. Denne
udvidede forhandlingskompetence kan tidligst ændres på en sektorkongres
i 2015.
I forhold til de overenskomster, hvor HK Luftfart har
den fulde forhandlings- og underskriftskompetence, nedsætter
branchesektionen selv deres forhandlingsudvalg (på indtil 7 personer)
med formanden som forhandlingsleder. Formanden for HK Luftfart er – med
ansvar over for HK Luftfarts bestyrelse – underskriftsberettiget i
forbindelse med ændring, indgåelse og fornyelse af overenskomster og
aftaler med aftaleparter indenfor luftfartsområdet i Danmark. Formanden
kan delegere underskriftskompetencen ud.
Den udvidede
forhandlings- og underskriftskompetence til HK Luftfart fremgår af
sammenlægningsaftalen og inkorporeres efterfølgende i HK/Privats
vedtægter.
§ 10 Behandling af fagretslige sager
Når
tillidsrepræsentanternes forhandlingsmuligheder er udtømte overgår
forhandlingskompetencen til Branchesektion Luftfarts bestyrelse, som
forestår de videre forhandlinger, herunder fagretslig behandling ved
f.eks. faglig voldgift eller Arbejdsretten.
En repræsentant
fra berørte HK-afdelinger tilknyttes forhandlingerne og HK/Privats
faglige medarbejdere tilknyttes forhandlingerne efter anmodning fra
Branchesektions Luftfarts bestyrelse.
I forhold til de
overenskomster, hvor Branchesektion Luftfart har fuld forhandlings- og
underskriftskompetence, har Branchesektion Luftfart en ubetinget ret
til at rejse og afslutte sager, Branchesektion Luftfart finder påkrævet.
Juridisk
assistance rekvireres som udgangspunkt i HK’s juridiske afdeling og i
LO. Herudover har Branchesektion Luftfart i et rimeligt omfang adgang
til at rekvirere ekstern juridisk rådgivning.
§11 Iværksættelse af konflikt
I
henhold til HK/Danmarks love er det Hovedbestyrelsen, der beslutter
iværksættelse af konflikt med afgivelse af konfliktvarsel efter
indstilling fra sektorerne. Dette gælder også i forhold til varsling af
sympatikonflikter.
I forhold til de områder, hvor Branchesektion
Luftfart er tillagt den fulde forhandlings- og underskriftskompetence
delegerer HK/Privats sektorbestyrelse indstillingsretten ud til
Branchesektion Luftfart.
§ 12 Udvalg og arbejdsgrupper
BSL
bestyrelse træffer afgørelse om, hvilke udvalg og arbejdsgrupper der
skal nedsættes, samt godkender kommissorier og tidsplaner for de
enkelte udvalg og arbejdsgruppers arbejde.
§ 13 Tilbagemeldingspligt
BSL
bestyrelsesmedlemmer er forpligtet til aktivt at deltage i den
gensidige informationsproces, således at de fremsatte synspunkter,
ideer og forslag kan indgå i beslutningsgrundlaget.
§ 14 Ændring af forretningsordenen
Ændringer i denne forretningsorden kan foretages efter forud indsendt forslag herom på ethvert ordinært bestyrelsesmøde.
Der henvises i øvrigt til Sammenlægningsaftalen af 8. juli 2008 mellem HK Privat og LFF samt HK Privats love.
Denne forretningsorden er godkendt på BSL bestyrelsesmøde den 29. september 2008.